Kia PV7: elvarevogn får premiere på IAA Transportation
Kia teaser den nye PV7, en elektrisk varevogn og mærkets anden PBV-model. Den får verdenspremiere på IAA Transportation i Hannover den 14. september 2026.

Kia har offentliggjort de første teaserbilleder og en video af PV7, mærkets anden dedikerede, fuldelektriske Platform Beyond Vehicle-model (PBV). Billederne kommer forud for den globale premiere på IAA Transportation i Hannover, og de giver et første indtryk af en varevogn, der bygger videre på erfaringerne fra den succesfulde PV5.
Større end PV5
Med PV7 udvider Kia sit PBV-program til segmentet for lette erhvervskøretøjer. Ifølge Kia byder modellen på mere plads og større kapacitet end PV5 og skal dermed imødekomme erhvervskundernes behov på tværs af endnu flere brancher. PV7 er baseret på den dedikerede E-GMP.S-platform, og den bliver mærkets anden dedikerede PBV-model efter PV5. Kia oplyser endnu ingen tal for batteri, rækkevidde eller pris. Det er et teaser, og de tekniske specifikationer ventes først ved premieren.

Karakteristisk one-box-design
Teaserbillederne viser PV7 i en række hverdagssituationer. Den karakteristiske one-box-profil kombinerer harmoniske proportioner med et robust udtryk, mens en sort motorhjelm og sorte detaljer omkring stolperne skaber kontrast til karrosseriets farve. Sammen med Kias karakteristiske lygtegrafik for og bag understreger elementerne det designudtryk, der kendetegner mærkets PBV-modeller.

Premiere den 14. september
Kia PV7 får verdenspremiere på IAA Transportation i Hannover den 14. september 2026. Messen betragtes som verdens førende udstilling for erhvervskøretøjer. Pressedagen finder sted den 14. september, mens messen er åben for offentligheden fra den 15. til den 20. september. Ved samme lejlighed præsenterer Kia en række varianter af PV5, som skal demonstrere skalerbarheden i mærkets PBV-strategi. Danske priser og specifikationer for PV7 er endnu ikke oplyst.